Tidligt om morgenen den 8. juli 1941 stødte enheder fra 17. panzerdivision for første gang på de nye sovjetiske kampvogne nær Sjenno. Hele dagen lang skød de to panserstyrker løs på hinanden. og slagmarken var overstrøet med brændende kampvogne.
Omkring kl. 17 modtog alle tyske enheder en melding om, at de skulde spare på ammunitionen, men i samme sekund kunne den tyske radiomand Westphal i sin kampvogn høre sin officer råbe advarende: “Tung fjendtlig kampvogn skråt fremad til venstre! Pansergranat! Skyd!” Kampvognens skytte fyrede kanonen af, og sekunder efter fulgte beskeden: “Træffer!” Alligevel fortsatte den sovjetiske T-34-kampvogn ufortrødent fremad”.

Under heftig artilleriild kravler den tyske løjtnant Geiger og hans enhed fra det 394. pansergrenaderregiment den 4. juli frem mod de sovjetiske forposter ved byen Gertsovska. Tyskerne befinder sig nøjagtigt på frontlinjen ved Kursk og har fået til opgave at drive russerne væk fra nogle fremskudte positioner, inden den tyske hær dagen efter vil indlede sin længe ventede sommeroffensiv med den velplanlagte knibtangsmanøvre her ved Kurskfremspringet.
“Jeg observerede terænnet metodisk gennem min kikkert. Jeg vil aldrig glemme de sekunder, der fulgte. Jeg blev pludselig ramt af noget tungt, der kastede mig til siden i en 90-gradersvinkel. Jeg havde stadig kikkerten foran mig, men kiggede nu på en helt anden sektion af terrænet. Men øjeblikket efter mærkede jeg en skarp smerte i min højre hoftem som var jeg blevet gennemboret med et sværd. Da jeg rørte området med min hånd, strømmede der blod ud. Jeg var tydeligvis blevet ramt af et stort projektil, der var gået lige igennem min krop”.

Den amerikanske kaptajn Belton Youngblood Cooper kører ind i den tyske by Nordhausen den 11. april 1945 som en af de forreste i en kolonne fra 3. panserdivision. Her møder enheden et syn, de aldrig glemmer.
“Et mærkeligt genfærd dukkede op fra en af bygningerne. Det var et skrøbeligt udseende væsen med stribede bukser og nøgen overkrop. Det så ud til at være et menneskeligt skelet med meget få tegn på muskulatur. Huden virkede som gennemsigtig plastik, der var trukket ud over ribbenene og suget ind, så det lagde sig tæt mod rygsøjlen bagpå. Jeg kunne ikke se, om det var en mand eller en kvinde. Der var intet ansigt – blot udtæret kranium, som stirrede. Tænderne viste sig i et bredt grin, og i stedet for øjne var der blot mørke huller. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det var menneskeligt muligt for dette patetiske væsen overhovedet at have styrke til at gå”, fortæller kaptajnen senere i sine erindringer …