Med 1. Regiment i krig 1864
Ny bog udkommer 4. Marts 2027
Uddrag fra bogens indledning (da bogen stadig er i redigeringsfasen, kan der forekommer ændringer):
Premierløjtnant Carl Theodor Sørensen kan knap tro sine egne ører. Han kigger på sin
oppasser der ligbleg i ansigtet gentager den besked, han netop har givet premierløjtnanten.
”Hr. løjtnant! De kaster kanonerne ned i graven!”. Den forpustede oppasser pruster og hiver
efter vejret. Han har skyndt sig tilbage gennem den dybe sne til resten af 1. Regiments 7.
kompagni, der denne bidende kolde februar-aften 1864 udgør en del af den lange kæde af
forposter, der beskytter terrænet foran Dannevirkestillingens skanser.
Oppasseren har lige været oppe i skanse nr. 10 for at aflevere et kogekar, men nu står han
forpustet og fortæller sin premierløjtnant, at skansens kanoner er ved at blive demonterede.
”Hvem?” får Carl fremstammet. ”Vores egne” forklarer oppasseren. ”Hvad er det du siger?”
spørger han vantro, men oppasseren insisterer: ”Det er sandt”.
Så sammenhængende som det er ham muligt, begynder oppasseren endnu engang at
forklare, det syn der mødte ham, da han for lidt siden trådte ind i skansen. Her var danske
artillerister i færd med at gøre de store fæstningskanoner ubrugelige ved at hamre jernnagler
ned i kanonernes fænghuller, så de ikke kunne affyres. Derefter trillede artilleristerne
kanonerne op over skansevolden, og styrtede dem ned i graven på den modsatte side.
Carl er mildest talt forvirret. At ødelægge de store fæstningskanoner på denne måde er
normalt kun noget man vil gøre, hvis der var overhængende fare for, at fjenden skulle erobre
dem. Men der har været fredeligt langs fronten hele dagen. ”Jeg kunne i øjeblikket ikke
forestille mig, hvad det var han havde set”, indrømmer han mange år senere i sine erindringer.
For at få en idé om hvad der foregår, sender Carl en af sine mænd op i skansen. ”Noget efter
kommer han tilbage, meget alvorlig og siger halvt hviskende: ’Det er rigtigt.
Dannevirkestillingen skal rømmes. Fodfolket er allerede borte fra skansen’. Jeg blev lynslagen”
indrømmer Carl.
Dannevirkestillingen som soldaterne i de forgangne uger og måneder har slidt og slæbt for at
gøre kampklar under umenneskelige vilkår, er midt i nattens mulm og mørke ved at blive
forladt. Og her står Carl og hans mænd under åben himmel, kun nogle få hundrede meter fra
fjendens forposter og aner ikke hvad der sker, eller hvad de skal gøre. Ingen har givet dem
besked om det enorme tilbagetog, der netop nu er ved at blive gennemført bag dem.
Carl kigger på sin løjtnant – ”Jeg bad ham om foreløbig at være tavs”. Premierløjtnanten vil
finde ud af, hvad der foregår, inden hans soldater får nys om, at de er blevet forladt eller glemt
her på deres forpost. Men nyheden spreder sig allerede blandt mændene. Den modtages først
med mistro, dernæst vantro og så forfærdelse. ”Alle vidste det, og forfærdelsen var
ubeskrivelig. Jeg måtte altså gå rundt og berolige. Men hvad skulle jeg sige? Jeg som var mere
oprørt end nogen anden?”.
Ivrigt forsøger premierløjtnanten at få ro på sine mænd. Med ord som han ikke helt selv tror på
i situationen. ”Man skal ikke dømme om ting man ikke har overblikket over”, og ”i krig må hver
passe sin gerning og søge at holde tungen lige i munden”. Men tvivlen nager. Hvorfor har de
ikke hørt noget? Hvorfor har de ikke fået nogen ordrer? Carl frygter, at han og hans mænd er
blevet glemt, mens resten af hæren er stukket af.
Hans tanker afbrydes af en ironisk latter efterfulgt af ordene ”Var det det hele?” fra en af hans
underkorporaler. Var det det hele? – noget kunne i hvert fald tyde på, at Dannevirkestillingen
som de har knoklet på i konstante minusgrader, fygende sne, is og uden nogen form for læ, er
blevet opgivet nærmest uden kamp.
Men Carl må være sikker. ”Jeg sendte patruljer og underofficerer ud til højre og venstre og
bagud”. Premierløjtnanten må vide hvad der foregår. Til højre for dem skulle der efter planen
stå en hel bataljon fra 19. Regiment omtrent 800 mand, men snart vender patruljen, der var
sendt i den retning, tilbage – soldaterne fra 19. Regiment er væk! ”Bag kompagniet var der
heller ingen tropper at opdage”. Man kan ikke klandre premierløjtnanten, hvis det løber ham
koldt ned ad ryggen.
Til døden lukkede deres øjne – Med 1. Regiment i krig 1864 er en historisk dokumentar om 1. Regiment, der under krigen 1864 bliver beordret til at trække sig op gennem Jylland for at trække tyske tropper væk fra Dybbøl. Regimentet er blandt de første, der oplever krigen på nærmeste hold fra Dannevirke, hvor de kæmper som de første i de stenhårde og kolde vinterdage i begyndelsen af februar 1864. 1. Regiment bliver nationale helte fra slaget ved Sankelmark ved Flensborg, der stopper fjendens fremrykning, men de ender som udskældte fiaskoer efter den skæbnesvangre træfning ved Lundby den 3. juli, hvor halvdelen af de deltagende soldater fra regimentet blev dræbt eller taget til fange i krigens allersidste væbnede kamp. Den ansvarlige, oberstløjtnant Beck, bliver til gengæld forfremmet.Vi følger regimentet gennem de enkelte soldaters oplevelser via breve, memoirer og krigsdagbøger. Bogen rummer krigens absurditet, sejrens rus og nederlagets traume.
FORUDBESTIL BOGEN HER
