Jeg har i årenes løb holdt foredrag om forskellige historiske emner. Primært med relation til krigen i 1864, men også andre historiske emner. Jeg har blandt andet gæsteforeslæst på Aarhus Universitet, Folkeuniversitetet samt på museer, biblioteker og gymnasier landet over. Nedenfor kan du se de foredrag, der kan bookes i 2026 og 2027.
Den 3. juli 1864 tørnede danske og prøjsiske soldater sammen ved Lundby i Nordjylland. Træfningen er i dag næsten glemt, men den fik stor betydning for krigens udvikling. Vi følger de danske soldater ind i kampen, hvor den prøjsiske ildkraft får katastrofale konsekvenser. Samtidig blev Lundby det endegyldige bevis for prøjserne på, at deres nye bagladegevær faktisk virkede på slagmarken. Et foredrag om krigens sidste væbnede sammenstød – og om en våbenteknologi, der var med til at ændre den måde krige blev udkæmpet på.
Et levende foredrag om 1. Regiment gennem krigen i 1864. Vi følger de københavnske soldater fra Dannevirke til Sankelmark, hvor de redder hæren og bliver nationale helte. Men berømmelsen falmer hurtigt. Regimentet bliver en del af den berygtede 4. Division, der lægger navn til udtrykket »Røven af 4. Division«, og ved Lundby den 3. juli sættes et blodigt punktum for krigen. Med udgangspunkt i soldaternes egne breve og beretninger fortælles historien om krigens absurditet, sejrens rus og nederlagets traume.
“Med sin omfattende viden om 1864 som krigs-, mentalitets- og kulturhistorisk fænomen udviklede Benjamin Thomas Christensen for de studerende, i hvor høj grad 1864 udgør en milepæl i dansk historie.”
Lis Norup, Ph.d., undervisningsadjunkt – Aarhus Universitet
