Om Benjamin

Foto: Ole Steen Pedersen

Jeg har altid været fascineret af mennesker og deres historier. Ikke kun de store begivenheder, kongerne, generalerne og slagene, men især de mennesker, der stod midt i det hele. Hvordan oplevede de deres samtid? Hvad tænkte de? Hvad skrev de hjem til familien, når livet pludselig ændrede sig, og de ikke vidste, hvad fremtiden ville bringe?

Det er nok også derfor, jeg blev historiker, journalist og forfatter. Historie handler for mig ikke kun om at vide, hvad der skete. Det handler mindst lige så meget om at prøve at forstå, hvordan det var at være der.

Jeg er uddannet i historie og journalistisk formidling og har gennem årene arbejdet med alt fra journalistik og historisk formidling til kommunikation og marketing. Siden 2014 har jeg blandt andet skrevet om historie for Illustreret Videnskab Historie, og som freelancejournalist har jeg i årenes løb bl.a. skrevet for Politiken, magasinet Grænsen og tidsskriftet Militærhistorie.

Arbejdet med historie har også ført mig vidt omkring. Jeg var i en kort periode forskningsleder på det nu (desværre) lukkede Kunsthallen Sønderborg, og jeg har ad flere omgange ageret tourguide i Tallinn og fortalt om den estiske hovedstads rige historie, der bl.a. byder på danske korsfarere og en lang periode under sovjetisk besættelse.  Derudover har jeg gæsteforelæst ved blandt andre Aarhus Universitet og Folkeuniversitetet og holdt foredrag på museer, gymnasier og biblioteker over hele landet.

Uanset om jeg skriver eller står foran et publikum, tager jeg næsten altid udgangspunkt i personoplevelser: Breve, dagbøger og erindringer. For når mennesker selv fortæller, hvad de oplevede, får man mulighed for at komme tættere på historien. Pludselig træder historien ud af lærebøgernes overblik og bliver til mennesker af kød og blod med håb, tvivl, konflikter og drømme.

Det er også sådan, jeg arbejder med min kommende bog om 1. Regiment under krigen i 1864. Her følger vi soldaterne gennem krigen – ikke kun på slagmarken, men også i de øjeblikke, hvor de fryser, er bange, savner deres familier, griner sammen eller forsøger at forstå, hvad der egentlig foregår omkring dem. Målet er at komme så tæt på deres oplevelser som muligt og fortælle krigen, som den tog sig ud i øjenhøjde med de mennesker, der oplevede den.

“Det er med stor glæde, at jeg giver Benjamin Christensen mine varmeste anbefalinger. […] Benjamin er en lovende ung akademiker og samtidig en dygtig skribent.”

Tom Buk-Swienty, historiker, journalist og forfatter